-
I dag præsenterer regeringen længe ventet udspil for fuld udblæsning
Source: BDK Borsnyt / 30 Jan 2024 00:13:53 America/Chicago
Godmorgen! I dag præsenterer regeringen sit storstilede udspil til en ældrereform. Men først dagens andre vigtige overskrifter. Tophistorier Rigshospitalet indrømmer for første gang at være smittekilde til svampeinfektioner. »Det flytter selvfølgelig hele sagen,« siger professor. Randers Kommune afviser alt ansvar i Nordic Waste-sagen. Nu risikerer de at ende med regningen. De velstillede og grønne har købt sig en elbil, men nu trækker dystre skyer op. Vil resten af forbrugerne overhovedet have dem? Kritikken hagler ned over FN-agentur, og flere lande dropper støtten. Det kan ramme Israel som en boomerang. Topkok sænker nu priserne på sine restauranter, men han kommer også med en advarsel. Dagens vigtigste: Regeringen præsenterer storstilet reformudspil I dag præsenterer SVM-regeringen sit endelige udspil til en ældrereform, der allerede er blevet omtalt med ord som »paradigmeskifte« og »historieskrivning«. Centralt i reformen er princippet om såkaldt helhedspleje, der skal give den enkelte ældre lov til i højere grad selv at bestemme, hvad man vil have hjælp til. Det skal være med til at forbedre landets ældrepleje, der de seneste år gentagne gange har været udsat for hård kritik. Reformen skal være »den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie«, som ældreminister Mette Kierkgaard (M) formulerede det mandag i Berlingskes nyhedspodcast, Pilestræde. Der er da også lagt op til storhed dagen igennem: Først præsenterer regeringen udspillet til ældrereformen under et pressemøde klokken 9:30 på et plejehjem i Kolding. Derefter er der et såkaldt stormøde i en messehal i Fredericia. Der kommer til at være fællessang, rundbordssamtaler og underholdning ved to folkekære kendisser, skuespilleren Lisbet Dahl og tv-kok og meget andet James Price. Statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og ældreminister Mette Kierkgaard (M) – altså hele regeringstoppen – deltager ved begge begivenheder. Det er sjældent, at et udspil bliver præsenteret med så meget pomp og pragt. Årsagen til den fine indpakning og signalet om politisk storhed er, at der er rigtig meget på spil for regeringen, skriver Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, i denne analyse. »Det er nu, den for alvor skal vise, hvad den kan som rød-blå midterregering med eget flertal i Folketinget,« lyder vurderingen. Du kan følge præsentationen på Berlingske.dk i vores liveblog. Dagens Pilestræde »Det er på tide at tale om et smitsomt fænomen: voksne børn, der bryder med deres forældre, fordi forholdet ikke lever op til idealet.« Sådan begynder en heftigt debatteret klumme bragt i Berlingske forleden. Den er skrevet af den 31-årige journalist Astrid Johanne Høg og er en opsang til hendes egen generation, som i hendes øjne tager alt for let på familien og blodets bånd. Men hvor udbredt er det at slå hånden af mor eller far? Og hvilke konsekvenser har det for de gamle forældre? Det ved dagens gæst, Andreas Nikolajsen, noget om. Han er psykolog og forsker i »intergenerationelle brud« i alderdommen. Og så er han temmelig enig med Astrid Johanne Høg. Fik du læst? Business | De tre søstre sidder på magten i Harboes Bryggeri. Men et bittert opgør har splittet dem. Krigen i Ukraine | Støtten til Ukraine vakler, skrev en minister tilsyneladende. Et enkelt kyrillisk bogstav afslørede løgnen. Arbejdsliv | Dansk virksomhed har indført firedages arbejdsuge og opnået »vanvittige« resultater. God dag! Venlig hilsen Sara Hodzic, journalist https://www.berlingske.dk/nyheder/i-dag-praesenterer-regeringen-laenge-ventet-udspil-for-fuld-udblaesning